Er børnene skoleparate? Og er skolen parat til børnene?

Når børn møder nye krav i skolen, bør vi ikke kun spørge, hvordan vi hjælper dem med at tilpasse sig. Vi bør også spørge, om vi har indrettet skolen, så der er plads til børns forskellige udvikling.

En artikel fra Glamsbjergskolen satte for nylig fokus på en overgang i børns skoleliv, som mange forældre kan genkende: Overgangen fra 0. til 1. klasse.

Børnene bliver trætte. Der kommer nye krav og forventninger. Undervisningen ændrer karakter, og nogle børn oplever, at de har mindre overskud, når de kommer hjem.

Det er en vigtig problemstilling. Selvfølgelig skal vi som skoler og forældre være opmærksomme på, hvordan børnene trives, når deres hverdag forandrer sig.

Men artiklen fik mig også til at stille et andet spørgsmål:

Når børnene skal tilpasse sig skolens krav, er det så kun børnene, vi skal have fokus på? Eller skal vi også se på de rammer, vi har bygget skolen op omkring?

På Køng Friskole har vi valgt at organisere skolen anderledes. Ikke fordi vi mener, at vi har fundet den perfekte model, men fordi vi tror på, at skolens organisering har betydning for de muligheder, vi skaber for børnenes læring, udvikling og fællesskaber.

Og det valg har en faglig begrundelse.

Børn udvikler sig ikke efter kalenderen

Vi ved godt, at børn er forskellige.

Alligevel er skolen mange steder organiseret omkring klassetrin, hvor forventningerne til børnene ændrer sig, når de rykker fra det ene trin til det næste.

Men børns udvikling følger ikke nødvendigvis skoleårets kalender.

Et barn kan være langt fremme fagligt, men stadig have brug for støtte til at håndtere skoledagens mange indtryk. Et andet barn kan have brug for mere tid til at lære at læse, mens et tredje har brug for andre forklaringer eller mere bevægelse for at kunne fordybe sig.

Det er ikke nødvendigvis problemer, der skal løses, før børnene kan blive en del af skolen. Det er forskelle, vi skal kunne arbejde professionelt med.

Nogle gange skal barnet have hjælp til at udvikle nye kompetencer. Andre gange skal vi justere vores undervisning, vores forventninger eller de rammer, barnet skal lære inden for.

Ofte er det en kombination.

Derfor mener jeg, at vi skal turde stille spørgsmål ved en skoleorganisering, hvor alder og klassetrin risikerer at få for stor betydning for, hvad vi forventer af det enkelte barn.

Derfor har vi valgt aldersblandede grupper på Køng Friskole

På Køng Friskole har vi organiseret undervisningen i tre grupper: Lillegruppen fra 0. til 3. klasse, Mellemgruppen fra 4. til 6. klasse og Storegruppen fra 7. til 9. klasse.

Det er et bevidst valg.

Vi har valgt aldersblandede grupper, fordi vi ønsker at skabe en skole, hvor børnenes faglige udvikling ikke alene defineres af deres alder eller klassetrin. Det stiller krav til vores undervisning, differentiering og samarbejde – og det er et ansvar, vi tager på os.

For os betyder aldersblanding ikke, at alle børn skal lave det samme, blot fordi de tilhører den samme gruppe.

Tværtimod.

Børnene arbejder med forskellige opgaver og faglige udfordringer. De får forskellige forklaringer, forskellig hjælp og forskellige muligheder for at komme videre. Vi tilrettelægger også de sociale sammenhænge med blik for, hvad der giver mening for børnene.

Det betyder, at vi kan samle børn i nogle sammenhænge og dele dem op i andre. Det kan være efter fagligt niveau, sociale relationer eller det, der er relevant for den konkrete undervisning.

Aldersblandingen er altså ikke et mål i sig selv. Den er en ramme, vi bruger aktivt i vores pædagogiske arbejde.

Når børn lærer af hinanden

Noget af det interessante ved aldersblandede grupper er de muligheder, børnene får for at spejle sig i andre end dem, der er præcis lige så gamle som dem selv.

Et barn kan opleve at være blandt dem, der kan noget og har noget at bidrage med. Det kan give mod på mere.

Et andet barn kan møde nogen, der er lidt længere i deres læring, og få øje på noget, som det selv gerne vil kunne.

Begge dele kan være motiverende.

Det betyder ikke, at børn altid lærer bedst af ældre børn, eller at aldersblanding automatisk skaber bedre læring. Det afhænger af, hvordan vi tilrettelægger undervisningen, og hvilke muligheder vi giver børnene.

Men det giver os flere måder at bringe børn sammen på.

Det gælder også socialt.

Venskaber og interesser følger ikke altid klassetrinene. Måske er det lettere for et barn at finde en legekammerat, der er et år yngre eller ældre. Måske er der et andet barn, som deler en særlig interesse – en interesse, der ikke nødvendigvis findes hos de jævnaldrende.

For os handler fællesskab ikke om, at alle skal være ens, men om at skabe rammer, hvor børnene kan finde deres plads og bidrage på forskellige måder.

Differentiering kræver voksne, der har tid til at se barnet

Det er én ting at beslutte, at undervisningen skal tilpasses det enkelte barn. Noget andet er at skabe rammer, hvor det faktisk kan lade sig gøre.

På Køng Friskole prioriterer vi en normering, der giver os gode muligheder for at følge eleverne tæt.

Det er konkrete rammer, som giver os mulighed for at arbejde med børnene på forskellige måder.

Når vi kender eleverne godt, har vi bedre forudsætninger for at opdage, hvornår en elev har brug for en anden forklaring, en ny udfordring, mere støtte eller en anden måde at arbejde på.

Vi kan organisere undervisningen i mindre grupper, variere opgaverne og give forskellige former for hjælp. Vi kan også være opmærksomme på, hvor børnene sidder, hvem de arbejder sammen med, og hvilke rammer der understøtter deres koncentration og deltagelse.

Det kræver faglig planlægning og løbende samarbejde mellem medarbejderne. Og det kræver, at vi ikke alene ser på, hvad barnet skal lære, men også på, hvad der skal til for at hjælpe barnet videre.

En god normering løser ikke i sig selv alle pædagogiske udfordringer. Men den giver os bedre forudsætninger for at reagere på det, vi ser, og tilrettelægge undervisningen med udgangspunkt i det enkelte barn.

Det ansvar følger med vores valg af organisering.

Vi vil ikke fjerne kravene. Vi vil gøre dem meningsfulde.

At tage hensyn til børns forskellige udvikling betyder ikke, at vi skal sænke ambitionerne.

Børn skal lære at læse, skrive, regne, samarbejde, fordybe sig og håndtere modstand. De skal møde udfordringer og opleve, at de kan lykkes med noget, der kræver en indsats.

Men der er forskel på at stille krav, der hjælper et barn videre, og at stille krav, som barnet endnu ikke har forudsætningerne for at honorere.

Den professionelle opgave er at finde balancen.

På Køng Friskole arbejder vi derfor med differentiering. Vi skal kende børnenes faglige ståsted, vide, hvad næste skridt er, og tilrettelægge undervisningen, så børnene både kan opleve mestring og udvikle sig.

Det er ikke altid let. Det kræver løbende observationer, samarbejde mellem medarbejderne og justeringer af undervisningen.

Men faglighed handler ikke kun om, hvad børnene skal lære. Den handler også om, hvordan vi skaber de bedste betingelser for, at de faktisk lærer det.

Trivsel og faglighed er ikke modsætninger. Vi skal skabe rammer, hvor børnene har mulighed for at trives, deltage og udvikle sig fagligt.

Når børn bliver trætte, skal vi også være nysgerrige på skolen

Når et barn begynder at blive mere træt, mister lysten til fritidsaktiviteter eller får mindre overskud efter skoledagen, skal vi være nysgerrige.

Træthed kan være en naturlig reaktion på nye udfordringer. Det kan kræve tid og energi at lære nye rutiner, indgå i nye relationer og udvikle nye kompetencer.

Men hvis vi alene ser barnets reaktion som noget, barnet skal lære at håndtere, risikerer vi at overse andre relevante spørgsmål.

Er skoledagen tilrettelagt hensigtsmæssigt? Er forventningerne tydelige? Oplever barnet, at det kan lykkes? Er der balance mellem aktivitet, fordybelse og pauser? Og er der sammenhæng mellem de krav, vi stiller, og den støtte, vi tilbyder?

Det er spørgsmål, vi som skole skal turde stille os selv.

Det betyder ikke, at alle udfordringer kan løses ved at ændre skolens rammer. Men det betyder, at ansvaret for en god skolehverdag ikke alene kan placeres hos barnet.

Vi må også være villige til at undersøge vores egen praksis.

Måske skal vi også tale om skolens parathed

Vi har i mange år talt om skoleparathed.

Er barnet klar til at gå i skole? Kan det indgå i fællesskabet, modtage undervisning og håndtere de forventninger, der følger med?

Det er relevante spørgsmål.

Men jeg savner, at vi i lige så høj grad spørger, om skolen er parat til børnene.

Er vi parate til, at børn udvikler sig forskelligt? At de ikke lærer i samme tempo? At det, der virker for ét barn, ikke nødvendigvis virker for et andet?

Og er vi villige til at se på vores organisering, hvis den gør det sværere at imødekomme de forskelle?

På Køng Friskole har vi valgt aldersblandede grupper, differentieret undervisning og en normering, der giver os mulighed for at følge eleverne tæt. Det er vores måde at forsøge at skabe rammer, hvor børn kan udvikle sig fagligt og socialt uden alene at blive defineret af deres alder eller klassetrin.

Vi mener ikke, at én skolemodel passer til alle børn. Og vi mener heller ikke, at aldersblandede grupper i sig selv er svaret på alle skolens udfordringer.

Men vi mener, at det er vigtigt, at vi som skole tør tage stilling til, hvordan vores organisering påvirker de muligheder, vi giver børnene.

For mig handler god skole ikke om at fjerne alle bump på vejen. Børn skal møde modstand, lære nyt og opdage, at udvikling kræver noget af dem.

Det handler om at skabe rammer, hvor udfordringerne giver mening, hvor børnene får den støtte, de har brug for, og hvor de kan bruge deres kræfter på at lære og udvikle sig.

VI har også valgt aldersblandede grupper, fordi børnene kan få trygheden fra 0. klasse med helt op i 3. klasse, hvor de helt naturligt er klar til næste skift i skolelivet.

Måske skal vi derfor ikke kun spørge, om børnene er klar til skolen. Måske skal vi også spørge, om vi har gjort skolen klar til børnene.

På Køng Friskole er det i hvert fald et spørgsmål, vi mener, det er værd at stille.