Værdigrundlag

Værdigrundlag

 

Køng Idrætsfriskoles formål er at drive en grundtvigsk friskole, inden for rammerne af de til enhver tid gældende love og andre retsregler for friskoler og private grundskoler m.v.

 

Indflydelse & Fællesskab,  Tillid & Troværdighed er grundlæggende værdier i Idrætsfriskolens virke. Med fokus på idræt og friluftsliv giver vi eleverne mod og lyst til at handle ansvarligt i livet.  

 

Indflydelse & Fællesskab

Vi mener, at eleverne skal opleve den glæde og respekt, der skabes mellem mennesker, når der uddelegeres og tages ansvar, når der vises åbenhed og rummelighed, og når der læres og mestres.

 

På Køng Idrætsfriskole sker dette på flere måder. Til vore daglige fællessamlinger mødes alle klasser til fælles sang, små historier og store fortællinger, ligesom alle klasser også mødes til middag over frokostbuffeten i spisesalen. Da et sundt udeliv spiller en vigtig rolle i undervisningen på skolen, sker de fælles aktiviteter også typisk på vore udearealer både under almindelig leg i pauserne og eksempelvis i fagene idræt, sundhedsfag og friluftsliv. Derudover vægtes en fælles lejrskole for Lillegruppen og Mellemgruppen også højt, ligesom de månedligt tilbagevendende stormøder – Køng Idrætsfriskoles demokratiske svar på de almindeligt kendte elevråd - også styrker sammenholdet og lader alle elever få lige indflydelse på deres hverdag.

 

Det er skolen magtpåliggende i dannelsesøjemed at give alle elever en indføring i livets mange facetter. Fællessamlingerne er derfor måske skolens bedste eksempel på, hvordan ikke blot lærernes engagement ved at dele ud af faglig viden og egne erfaringer gør, at alle kan føle sig løftet i fællesskabet, men også på hvordan elever kan og tør træde frem foran en stor forsamling og fremvise, hvad netop de kan, og hvad de står for. Dette mod skal også kunne afspejle sig ude i det virkelige liv, når eleverne har endt deres skolegang på Køng Idrætsfriskole. De vil da være (ud)dannet til at søge indflydelse og tage ansvar ved at tage vare for ikke blot egne, men også for deres medmenneskers liv. De skal turde engagere sig, de skal turde tage samfundsbærende opgaver som frivilligt arbejde på sig, og i det hele taget kunne gebærde sig som stærke og ansvarlige samfundsborgere.

 

Tillid & Troværdighed

Vi mener, at eleverne i dagligdagen møder den rummelighed, åbenhed og empati, der skal sørge for, at også de selv lærer at mestre disse færdigheder. Dette skal på Køng Idrætsfriskole ske igennem anerkendelse og glæde; Anerkendelse af hver enkelt elevs forskelligheder og den helt basale glæde ved at være sammen og ved at turde dele oplevelser, tanker og ideer med hinanden – på kryds og tværs af klassetrin og lærer/elev-forhold.

 

Af samme grund gør vi os på Køng Idrætsfriskole stor umage med, at alle i personalegruppen tør møde op på arbejde, som dem de er – således at eleverne oplever troværdige voksne, der ikke spiller roller eller bærer masker, men som ærligt og tydeligt står ved, hvad og hvem de er. Ved således at gå foran som gode eksempler mener vi at kunne være med til, at eleverne også selv vil lære at være troværdige, tillidsfulde og tillidsvækkende individer.

 

Med tillid mener vi også på det helt dagligdags plan, at alle (ansatte, elever, forældre, bestyrelse) har den helt grundlæggende tillid til hinanden, og at vi gennem åben dialog og ærlig erkendelse af egne styrker og svagheder kan komme til at drive den bedst tænkelige skole.

Det er denne nærhed, der sørger for, at kommunikationen ofte er præget af humor og en afslappet omgangstone, samtidig med at nærheden  også gør, at vi rummer og er opmærksomme på hinanden og de forskelligartede signaler, vi alle sender, således at alle med stor tryghed kan føle sig set og hørt. På Køng Idrætsfriskole kan alle sænke skuldrene og slappe af. Her er ro og forståelse, her er rummelighed og højt til loftet.