Friluftsliv

Friluftsliv er at kunne klare sig derude i naturen. At være varm, tør og mæt og få de gode oplevelser tæt på naturen. Det er i høj grad samværet og oplevelsen der er i centrum for aktiviteterne.

Køng Idrætsfriskole råder over en friluftsplads med bålsted og to sheltere. I 2018 går en optimering af denne plads i gang - vi får blandt andet etableret et bålhus, et udekøkken og et væksthus.  

Lillegruppen har en ugentlig udeskoledag, hvor al undervisning foregår med omdrejningspunkt ude i naturen, både ved skolens bålplads, men også ude i nærområdet ved skov og vand.

Mellemgruppen har en halv dag om ugen. Her bruges de samme rammer som i Lillegruppen. Men i Mellemgruppen er der lavet en 3-årig undervisningsplan der også inddrager natur og teknologifagets Fællesmål. Derfor er det ikke alle undervisningslektioner der foregår ude i naturen, men der vil også være perioder med eksempelvis forsøg, faglig læsning og naturfaglige undersøgelser.

I løbet af et skoleår vil der desuden være emneuger og lejrture, både for Lillegruppen og Mellemgruppen hvor friluftslivet indgår som et væsentligt element.

For os er friluftsliv:

  • Oplevelser med natur gennem leg, sansning og andre aktiviteter – bål, orienteringsløb, vandreture, fisketure, svampeture m.v.
  • Nysgerrig iagttagelse af naturfænomener gennem ture i nærområdet. Der bliver studeret i skov, i åen, ved kysten og i haven. Vi har desuden en lille urtehave, hvor vi ser bær, urter og grøntsager gro sig store til spisning.
  • Biologiske undersøgelser og studier i naturens underværker.
  • Geografiens forklaringer på vejret og landskabet.
  • Håndværk bliver  integreret i faget gennem grøn sløjd aktiviteter, hornsmykker, tinstøbning og hvad vi ellers finder på.